Bestyrelsens årsberetning 2021

Aflagt på generalforsamlingen torsdag den 24. marts 2022

Bestyrelsens arbejde på Sønderborg Kvinde- og Krisecenter har i 2021 budt på rigtig mange forskellige opgaver.

I maj valgte vores daværende leder at fortsætte sit arbejdsliv i andet regi, og efter at vi havde takket Karina for det store arbejde, hun havde lagt i krisecenteret, skulle vi afklare, hvilken type leder vi skulle søge.
Vi besluttede i bestyrelsen, at vi fremover ønskede at være mere synlige, blive mere initiativrige og fortsætte de tiltag, der var igangsat til at bringe det faglige niveau endnu højere op både i bestyrelsen, ledelsen, hos fagpersonale og alle vore frivillige.
Vi gik derfor i gang med at søge efter en innovativ og synlig leder.
Et par måneder var vi uden leder, hvor både personale, frivillige og bestyrelsen virkelige formåede at arbejde sammen og ikke mindst yde en ekstra indsats og være yderst fleksible på alle områder.
En kæmpe tak til alle for den ekstra ordinære indsats.

Vores nye leder, Maybritt, er kommet godt i gang. Man kan sige, at hun næsten snublede ind i arbejdet med højt tempo, og det har hun holdt. Maybrit har ud over to styrt og en omgang Corona brugt tid på at sætte sig ind i KKC og lære de mange mennesker at kende; ansatte, bestyrelse, frivillige, regionsledere, komiteer og udsatteråd og div. samarbejdspartnere. 

Coronaen har også haft en stor indflydelse på specielt første halvdel af 2021. Men også hen over året har Coronaen bevirket sygemeldinger, udfordringer i forhold til at arbejde under de forhold, som var nødvendige og en fortsat nedtoning af aktiviteter og arrangementer. Ja selv da vi troede, at vi var ved at være på den anden side, betød Coronaen at vi måtte aflyse vores 12.12. arrangement med meget kort varsel.

Også kompetenceudvalgets arbejde blev ramt og måtte aflyse august-arrangementet på idrætshøjskolen, men har alligevel har udvalget formået at lave de obligatoriske kurser i løbet af året på trods af Corona-situationen og de hensyn, det indebar. 

På trods af disse udfordringer har både leder, personale og frivillige formået at yde en særlig indsats i forhold til vores kerneområde, nemlig at skabe et trygt sted for voldsramte kvinder og deres børn. Det være sig både til de kvinder, der har haft ophold hos os samt de mange kvinder, der har fået rådgivning uden at bo på krisecentret.
Vores belægningsprocent har været svingende hen over året med et gennemsnit omkring de 60%. Det er vores opfattelse, at også her har Coronaen haft indflydelse herpå. Det kan vi se i de perioder, hvor Coronaen ikke har fyldt så meget, så er belægningen også øget. Så lad os håbe, at næste år igen bliver et normalt år, hvor vi kan tilbyde endnu flere kvinder og deres børn et ophold på krisecentret.

I 2021 har Det sociale tilsyn også været på besøg, og vi scorer igen højt på alle områder med undtagelse af det sædvanlige område ”at have handleplan for uddannelse og job”. Det er jo i sagens natur ikke et område krisecentre som udgangspunkt har fokus på. Vi er derfor meget tilfredse med tilsynets vurderinger.
Vores samarbejde med kommunen har igen været konstruktivt og været præget af et ønske om at finde løsninger sammen. Særligt i perioden, hvor vi var uden leder, havde jeg glæde af samtaler med vores samarbejdspartnere.

Som formand har jeg også skullet finde min vej ind i bestyrelsesarbejdet på krisecentret. Min plan om lige at bruge ½ års tid til at lade mig rådføre at Karina og finde ud at strukturen, blev jo hurtigt ændret. Så jeg fik muligheden for at få et ekstraordinært hurtigt indblik i driften af huset, samarbejdet med kommunen og hele det frivillige arbejde. Men der er stadig meget at få overblik over, hvilket jeg håber lykkedes mig i løbet af 2022, hvis jeg bliver genvalgt i aften.

At tiltrække nye frivillige og i det hele taget gøre opmærksom på krisecentrets eksistens er en særlig opgave, som hele tiden skal have opmærksomhed. Da også dette arbejde var ramt af Corona-restriktioner, kunne vi ikke afholde informationsmøde i foråret. Så har der til gengæld været stor fokus på arbejdet efter sommerferien og op til informationsmødet den 17.11.21 kørte vi efterårets kampagner med FB-annoncer, hvor vores opslag, bannere og videoer nåede ud til mellem 8.000 – 10.000. Og så Instagram, LinkedIn, annoncer i Sønderborg og Gråsten ugeaviser, radiospot i Radio Classic Als og Scala samt biografspot har været anvendt. Dertil presseomtaler i Jyske Vestkysten, Nordscheswiger samt på SønderborgNyt.
Der kom i alt 16 kvinder, og flere af jer er nu færdige med at være føl under oplæring og er klar til at arbejde selvstændigt. Tak til jer.

PR-udvalget har allerede været i gang i 2022 og det har også båret frugt. De har også nye tiltag i tankerne med video med korte interviews med frivillige om, hvorfor I kan lide at være frivillige på krisecentret. Og skulle nogle af jer sidde inde med flere ideer, så er de velkomne.

I november og december afholdte vi to strategidage. Den første dag blev bestyrelsen sammen med ledelse og fagpersonale klogere på hinanden, på krisecentret og på hvilke tanker og tiltag, vi ønsker at iværksætte. Tak til personalet for jeres engagement på denne dag.

Dag 2 skulle vi i bestyrelsen arbejde videre med det fundament, der blev lavet på dag 1. Det var en spændende dag, hvor ønsker, vision og mission blev italesat, og hvor vi igangsatte de første skridt mod etablering af arbejdsgrupper og nye tiltag. Tak til bestyrelsen for jeres engagement på disse to dage.
Der er rigtig mange af disse tiltag, som I allerede har stiftet bekendtskab med i starten af 2022. Det hører desværre ikke til i denne beretning for 2021, men jeg glæder mig til at følge de mange nye grupper og disses indsatser.

En særlig tak skal lyde til alle jer frivillige som bidrager med jeres tid, ressourcer og overskud på hver jeres måde. Det frivillige arbejde på krisecentret spænder jo vidt – lige fra vagter aften, nat, og i weekender til de særlige grupper, som udslusningsgruppen, kompetenceudvalg, PR-arbejde og alle mulige tiltag som kun kan lykkes med den helt særlige ånd, der hersker i en organisation, der bæres af så mange frivillige kræfter. Det er så flot et stykke arbejde I hver især bidrager med. TAK.

Også en stor tak til alle, der på forskellige måder har bidraget til krisecentret gennem donationer, gaver og anden hjælp.

Uanset om du er en erfaren frivillig eller helt ny, fastansat personale eller leder eller en del af bestyrelsen, så et stort tak til alle for at bidrage til de store opgaver, vi får udført ved at løfte i flok.

På bestyrelsens vegne

Sanne Vahlun
Bestyrelsesformand