Kompetenceudvalget har hele året haft fem medlemmer, som har været fuldtalligt til stede ved vores 10 møder.
Der er i 2018 sket ændringer vedrørende de obligatoriske kurser:
- Kurset i brand og redning foregår nu udelukkende på krisecentret. Det starter med en times teoretisk brandbekæmpelse efterfulgt af en times rundgang i huset med fremvisning og orientering om brandbekæmpelsesudstyret. Der er rig lejlighed til spørgsmål. Endvidere har vi fået en ny instruktør. Det ”gamle” kursus blev afviklet én gang i 2018
- I 2018 er der tilkommet et nyt obligatorisk kursus i kulturforståelse. Det blev afholdt ved Lene Sloth fra integrationscentret med stor opbakning. Planen er at afholde kurset to gange årligt.
- Kurset i aktiv lytning og kriseforståelse blev afholdt to gange. Det fortsætter, men med ny underviser i år.
- Kursus i tavshedspligt og førstehjælp fortsætter uændret.
Øvrige arrangementer i 2018:
- Traditionen tro afholdtes politiaftenen, som nu er i kompetencegruppens regi, ultimo februar på Vandrerhjemmet. To betjente, Palle Rasmussen og Christine Møller, som arbejder kriminalpræventivt, fortalte om vold, stalking, chikane, tilhold og social kontrol.
- pæd.psyk Anne Mette Bloch fortalte i januar om børn på krisecenter (se stikordsreferat på hjemmesiden).
- I april afholdtes en sangaften med leder Berit Falster-Hansen.
- I september havde vi en aften med selvforsvar ved Carsten P. Andersen, konsulent ved De Psyko-Fysiske Konsulenter.
- I september var der udflugt til Fængslet i Horsens med frokost på Cafe Lorentzen og guidet rundtur.
Obs! Til mange af arrangementerne findes referat/stikord på hjemmesiden til orientering eller genopfriskning (link kun fra Facebook-gruppen).
- Beboerhåndbogen er ført ajour, accepteret og er ved at blive færdiggjort. Arbejdsgruppen bestod af Betina U. Grøn, Hannah og til dels Maj-Britt Post, udover Kompetenceudvalget.
- Håndbogen for frivillige er ligeledes revideret af Kompetenceudvalget med vores grafiker, Solvejg, som primus motor. Efter en høringsrunde via bestyrelsen, leder, kontor, frivillige og føl er den godkendt og taget i brug april 2018.
Til slut vil jeg takke jer frivillige for god opbakning og god tilslutning til de ting, vi arrangerer.
Med venlig hilsen fra Kompetenceudvalget