Bestyrelsesberetning aflagt på generalforsamling den 14. marts 2019
Sidste år ved samme tid tiltrådte en ny bestyrelse. Halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne var nye.
Vi har brugt det forgangne år til:
- at lære huset at kende
- til at spørge ind,
- og til at finde ud af, hvorfor vi gør, som vi gør.
Vi har ikke haft en ambition om at lave ting om. Vi har ønsket at lære huset at kende og forstå organisationen.
Vi har holdt månedlige bestyrelsesmøder og et enkelt udvidet bestyrelsesmøde.
Krisecentret har en driftsaftale med kommunen. Den regulerer kommunens forventninger/krav til os via Kvalitetsstandarden, ligesom den regulerer driftstilskuddet fra kommunen, som er Krisecentrets absolut største indtægtskilde.
Af den årsag valgte bestyrelsen at invitere kommunen med til første bestyrelsesmøde for gensidigt at forventningsafstemme. Det var et konstruktivt møde. Samarbejdet med kommunen er konstruktivt og frugtbart. I sommeren 2018 blev driftsaftalen fornyet – og revideres næste gang i 2020.
I torsdags havde Karina og jeg så fornøjelsen af at modtage Social og Senior udvalget på Krisecentret, hvor Karina fortalte om krisecentret og gav en rundvisning. Det var en god oplevelse.
Bestyrelsen har i det forgangne år arbejdet med belægningsprocenten på Krisecentret.
Karina har i den forbindelse lavet et kæmpe arbejde og kortlagt belægningen de sidste 35 år. Gennem de sidste fem år har belægning ligget konstant omkring 50% +/- – med et enkelt udsving på 72% et år. I årets to første måneder af 2019 har vi haft en belægning på 82%.
Bestyrelsen har drøftet, hvordan vi får forhøjet belægningsprocenten:
- Allerede sidste år på generalforsamlingen blev der vedtaget en vedtægtsændring, hvor formålsparagraffen blev ændret – og der blev åbnet op for at modtage kvinder udsat for vold i ”nære relationer” – i stedet for alene ”familierelateret vold”.
- I 2018 har vi endvidere åbnet op for alle kvinder, der omfatter målgruppen – dog ikke kvinder med alvorlige psykiatriske lidelser, svær personlighedsforstyrrelse og/eller aktuelle misbrugsproblemer. Det vil sige, at målgruppen nu også omfatter kvinder med for eksempel en psykisk lidelse, men hvor lidelsen ikke er alvorlig, eller hvor kvinden er velmedicineret.
- Endeligt har bestyrelsen sammen med Karina undersøgt reglen, der foreskrev, at der maksimalt må være 11 beboere inklusiv børn i huset. Reglen har betydet, at centret har været nødt til at afvise en kvinde, selvom der var et ledigt værelse – med begrundelse at det samlede antal beboere i huset var 11. Undersøgelserne har vist, at:
- kommunen ikke stiller krav herom
- brandmyndigheder stiller ikke krav herom
- = praksis er derfor ændret. Vi kan nu maksimalt have fem kvinder og deres børn. Det samlede antal beboere er et konkret skøn – alt efter hvor mange børn der er. Men 11 personers reglen er afskaffet.
- Jeg skal måske i samme ombæring bemærke, at der ikke er et krav om, at nattevagten skal være vågen, når vi kommer op på 11 beboere eller mere. Nattevagten skal blot være tilgængelig som altid!
- I bestyrelsen arbejdes der i øjeblikket på en kommunikationsstrategi for at synliggøre og øge kendskabet til Sønderborg Krisecenter. Hertil får vi meget kompetent hjælp af to frivillige, Gerda Jepsen og bestyrelsesmedlem Solvejg Ravn. Kommunikationen vil fremover komme til at foregå på de sociale medier og i den lokale presse – både den skrevne presse og radioen. Portrætter, video, bannere på Facebook osv.
Alt dette skal forhåbentlig være med til at øge centrets belægningsprocent.
Børn og gerningsmænd har ret til psykologhjælp via det offentlige. De kvinder, der kommer til os, skal selv betale. Bestyrelsen har derfor besluttet, at Krisecentret skal tilbyde psykologhjælp til kvinderne.
Vi har indgået en aftale med en psykolog, som skal forestå disse samtaler. Psykologen arbejder med den narrative tilgang på samme måde, som det faste personale bliver trænet i.
Om lidt aflægger vi regnskabet for 2018. Her vil I kunne se, at vi kommer ud med et overskud. Overskuddet kommer, fordi der har været brugt færre penge til uddannelse/kursus, færre omkostninger til vedligeholdelse på grund af en nyrenoveret bygning, færre penge til kost som følge af lavere belægning end normeret osv.
Bestyrelsen har besluttet, at dette overskud hensættes til denne psykologhjælp. Hensættelsen er clearet med kommunen.
Vi vil måle på, om hjælpen virker. Viser det sig, at vi er på rette vej, vil bestyrelsen arbejde for, at det bliver et permanent tilbud, som indgår i driftstilskuddet fra kommunen.
Vi glæder til at følge det.
LOKK er ved at finde deres ben. De har i det forgangne år ikke været meget på banen.
Vi vil gerne sige tak til det faste personale og til alle jer Frivillige, fordi I udgør grundstammen i centret, og fordi I hver dag gør en fantastisk indsats, for at Krisecentret kan fungere.
Vi vil også benytte lejligheden til endnu en gang at ønske jer Frivillige tillykke med Frivillighedsprisen. Den er så velfortjent!!!
Vi har som bestyrelse haft fornøjelsen af at møde jer Frivillige på vores tur rundt i vagtgrupperne. Vi mangler fortsat tirsdagsgruppen, men vi er på vej.
Det har været interessant og oplysende drøfte krisecentret med jer. Det har givet os rigtig meget. Tak for det.
Vi har en intension om at invitere os selv igen i år.
En af de ting, som vi har taget med os fra møderne med jer, er kontingentet til Krisecentret. Som I vil kunne se af regnskabet, er der en medlemskonto, hvor alene jeres kontingenter indsættes.
Medlemskontoen betragter vi i bestyrelsen som jeres – en slags personaleforening (hvis man kan kalde det det).
- Grethe Laursen har stået for at bestyre kontoen gennem mange år. Efter aftale med Grethe overtager Dorthe kontoen, sådan at indbetalinger styres fra centret.
- Vi vil gerne sige tusind tak til Grethe for din assistance gennem årene.
På medlemskontoen henstår der en del midler. Det er ikke tænkt som en opsparingsforening.
Bestyrelsen foreslår i dag på generalforsamlingen, at kontingentet sættes ned til kr. 150 årligt, og at opkrævning sker en gang om året. Der lægges op til, at nedsættelsen slår igennem i 2020.
Vi forestiller os, at I skal inddrages i, hvad pengene/indeståendet skal bruges til.
Skal vi fortsætte biblioteket, og i hvilken form? Skal der laves arrangementer eller lignende?
Vi stiller en postkasse op i kontoret og indsamler ideer hertil. Postkassen kommer op i næste uge og bliver stående indtil 1. maj 2019.
Der har igen i år været afholdt heldagstur for de frivillige. Der har været afholdt mange kurser. Vi har traditionen tro holdt julearrangement 12/12 og meget, meget mere. En stor tak for jeres indsats i den forbindelse.
Endeligt vil vi gerne takke alle de mennesker, foreninger og fonde, som igen i år bakker op om Krisecentret.
På bestyrelsens vegne
Vivi Muurholm
Bestyrelsesformand