Aflagt på generalforsamlingen torsdag den 21. marts 2024
Også i 2023 fortsatte bestyrelsen på Sønderborg Kvinde- & Krisecenter sin strategi om synlighed og højt fagligt niveau hos bestyrelse, ledelse, fagpersonalet og alle vores frivillige.
I det daglige arbejde på Krisecentret betød det, at der blev sat gang i rigtig mange tiltag i løbet af året.
Bestyrelsen konstituerede sig efter generalforsamlingen sidste år med Sanne som formand, Lena som næstformand og Solvejg som referent.
Strategi
På vores strategiseminar i 2023 fortsatte bestyrelsen sit fokus på de syv fokuspunkter og arbejdsgrupper, som blev nedsat i 2021:
- Frivillige
- Børn
- IT
- Fonde
- Efterværn
- Kompetenceudvikling
- Ambulante samtaler/rådgivning.
IT
I oktober måned er Sønderborg Kvinde- & Krisecenter udtrådt af Sønderborg Kommunes IT-system og overgået til anden IT-udbyder. Dette giver os tilstrækkelige muligheder for at leve op til gældende GDPR-regler samt have det nødvendige sikkerhedsniveau i sagsbehandlingen. Det har ligeledes medført mulighed for at optimere og effektivisere både eksisterende og nye arbejdsgange på Sønderborg Kvinde- & Krisecenter.
Efterværn og ambulante samtaler og rådgivning
Der er brugt en del kræfter på at skabe et godt fundament i Efterværnet og lagt kræfter i at få skabt et fællesskab blandt de deltagende. Målsætningen for kvinderne er, at kvinderne bliver i stand til at skabe og fastholde et liv uden vold, særligt ved hjælp af hjælp til selvhjælp/Empowerment.
Vi har til Efterværn fået en donation på kr. 10.000 af Sct. Georgs Gildet, som bl.a. har muliggjort fællesspisning til netværksmøderne og aktiviteter ud af huset som fx bowling, legeland m.m. Efterværn håber på flere donationsmidler fremadrettet, da dette vil opfylde ambitionerne for Efterværn i højere grad, da flere aktiviteter og en ferietur er på ønskelisten. Sociale aktiviteter skaber fællesskab og som er kerneværdien i Efterværn. Vi oplever, at der er flere og flere der benytter sig af Efterværnet, både kvinder og børn, som har haft et ophold på Krisecenteret, og kvinder og børn, som er brudt med volden igennem vores ambulante tilbud. Vi ser frem til, at vi i 2024 modtager en donation på 80.000 kr. fra Trygfonden, som understøtter de ønsker og ambitioner, vi har for Efterværnet.
Belægningsprocent
Belægningsprocenten i 2023 har i gennemsnittet været lidt højere end året før.
Vi er glade for at kunne tilbyde så mange kvinder som muligt beskyttelse under trygge rammer i Sønderborg Kvinde- & Krisecenter og yde hjælp til mange familier.
Krisecentrets økonomi og fremtid
Vi har løbende forhandlinger med kommunen i forhold til driftsaftalen og samarbejdet generelt. Det er svært for os at få de midler og opbakning, som vi gerne vil have for at kunne drive et fagligt, professionelt og tidssvarende krisecenter.
Desværre må vi konstatere, at det ikke er muligt at få et højere driftstilskud, og vi har derfor brugt året på at drøfte vores muligheder for at tilbyde det, vi mener Sønderborg krisecenter skal kunne tilbyde.
Dette er også et fokuspunkt fra Tilsynets side, som jo har et naturligt fokus på, at vi yder et fagligt og kompetent arbejde inden for vores område.
Det har fyldt meget på vores bestyrelsesmøder, og ud fra et ønske om at blive klogere, har vi bl.a. været i dialog med Aabenraa og Haderslev krisecenter, som har andre forudsætninger end os. Aabenraa får umiddelbart et noget større driftstilskud og har mulighed for at trække på fagkundskab indenfor jura, HR, IT og andet direkte hos kommunen. Haderslev opsagde deres driftsaftale med kommunen for et par år siden og arbejder i dag fuldstændig selvstændigt uden tilskud fra kommunen og modtager betalingen direkte for de beboere, der bor hos dem.
Vi har haft centerlederen fra Haderslev Krisecenter på besøg til et bestyrelsesmøde for at blive klogere på at drive krisecenter uden driftsaftale.
Det ønsker vi at undersøge nærmere og har afsat både tid og midler til at kunne foretage de nødvendige undersøgelser til vurdering af, hvordan vi fremadrettet kan drive et krisecenter ud fra de ønsker og værdier vi vægter højt.
I det hele taget har vi taget initiativ til at indgå et tættere samarbejde med både Aabenraa og Haderslev.
Noget af det, vi gennem mange år har samarbejdet om, er vores årlige temadag.
Temadagen Red Barnet
Temadagen blev afholdt på Hotel Europa i Aabenraa, vi var ca. 65 deltagere sammen med Haderslev Krisecenter og Aabenraa Krisecenter.
Dagens Tema omhandlede dobbelt kriseramte børn, som først flygter fra krig og derefter flygter fra vold i hjemmet og sammen med mor tager på krisecenter. En spændende dag formidlet af Red Barnet.
Personale
Året er bl.a. gået med at sammensætte en faglig stærk personalegruppe, som har medført nye kolleger.
I efteråret var personalet på sparringsbesøg på Vejlekrisecenter og derefter til foredrag i Kolding med Regionens krisecentre. Oplægget blev ført af Emma Holten og omhandlede temaet “Hævnporno” om bl.a. retten til privatliv på sociale medier og samtykke.
Faglige dage er med til at styrke personalets faglige niveau og kollegial sparring.
Som noget nyt har alle personalegrupper udarbejdet en årsberetning for det arbejde der gennem året er udført. Disse årsberetninger vil komme op på hjemmesiden, hvor I alle kan læse dem i sin helhed.
Noget er taget med i bestyrelsesberetningen, men der er mange fine yderligere beskrivelser, som jeg vil opfordre jer hver især til at læse og blive endnu klogere på de forskellige faglige kompetencer, der er i spil på krisecenteret.
Aktiviteter på krisecenteret
Julearrangement – en fast tradition
Julearrangementet har i mange år været afholdt den 12.12. I år og fremefter vil den blive afholdt den første onsdag i december. Det er der flere grunde til, men sæt allerede nu kryds i kalenderen til næste års julearrangement.
Årets julearrangement blev igen afholdt med stor succes. Tidligere beboere, nuværende beboere, ansatte, frivillige og deres nærmeste pårørende samt relevante samarbejdspartnere var endnu engang inviteret til julehygge med æbleskiver, sødt til ganen samt underholdning fra Nissemor og Nissefar til alles store fornøjelse, især børnene. Til børnene havde Nisserne også en godtepose med.
NADA – et nyt initiativ
NADA er nu blevet et etableret tilbud 2 x ugentligt på Krisecenteret. Flere og flere beboere nyder NADA seancen og den rolige stund under seancen. Beboerne oplever en bedre søvn, indre ro og mindre tanke mylder.
I øvrigt
Derudover står personale og frivillige for en lang række aktiviteter i dagligdagen, som gør hverdagen bedre, sjovere, tryggere og alt muligt andet for vores kvinder og disses børn.
PR og rekruttering af nye frivillige
For nogle år siden valgte bestyrelsen en PR-strategi, hvor vi synliggør Krisecentret ved hjælp af vores hvervekampagner for nye frivillige.
I, vores frivillige, er Krisecentrets bedste ambassadører ude i det virkelige liv og bidrager til stor synlighed i samfundet omkring os.
Når der skal dækkes mere end 1.000 krisevagter om året, er det også en forudsætning for driften af Krisecentret, at vi kan rekruttere og fastholde vores gode frivillige.
I 2023 har vi ligesom i tidligere år holdt to infoaftenener, hvor lederen og en frivillig fortæller, hvad det indebærer at være frivillig krisevagt hos os.
PR-gruppen laver op til disse arrangementer hvervematerialer til f.eks. Sønderborg Nyt, Pylonerne og vores sociale medier.
Til efterårets hvervekampagne lavede gruppen desuden en video, hvor nogle af jer frivillige fortalte, hvorfor I er her. Det var en stor succes. Alene på Facebook havde vi flere end 15.000 kliks, og den kørte også på Instagram og LinkedIn.
Mange tak, fordi I ville medvirke til at øge lysten til at blive frivillig vagt.
Resultatet var nemlig, at der kom det største antal nogensinde til en infoaften og at vi nu har rigtig mange føl til oplæring i ALLE grupper.
Kompetenceudvalget: Uddannelse og arrangementer for frivillige
I 2023 er der halvårligt afholdt de obligatoriske kurser, alle med fine evalueringer fra deltagerne.
I september gik den årlige udflugt til Eidersperwerk med sejltur til Tønning. En fin tur hvor 28 frivillige deltog.
I oktober blev der afholdt et CFSA heldagskursus på biblioteket med titlen “Håb og Motivation”. 16 frivillige deltog.
I november fortalte børnepsykolog Nina Holmberg om “Børn på krisecenter”, som er et emne, der altid vil være aktuelt.
Tak til Kompetenceudvalget for jeres arbejde, som er en afgørende faktor for at kunne fastholde et højt fagligt niveau hos vores frivillige og give alle frivillige mulighed for at deltage i de forskellige arrangementer.
Kvindeparaplyen
Krisecentret var i løbet af året også med i en del arrangementer i Sønderborg, der arrangeres af Kvindeparaplyen, som består af Krisecentret og de lokale afdelinger af kvindeorganisationer i Sønderborg.
8. marts deltog Krisecentret aktivt med en stand. Overskuddet fra dette arrangement doneres af Kvindekomiteen til Krisecentret.
Grundlovsfejringen ved Kvindernes Eg den 5. juni, hvor Krisecentret traditionelt også deltager.
Krisecentret var også en del af Kulturnat 2023. Krisecentret, Soroptimisterne, Zonta og Lions Als havde en fælles stand på havnefronten, og Krisecentret var repræsenteret af en del frivillige og medlemmer af vores bestyrelse.
Ligeledes var vi repræsenteret på Orange dage i november sidste år.
Deltagelse i og ressourcerne ved at deltage i de forskellige arrangementer har givet anledning til en del konstruktive drøftelse i bestyrelsen. Alle både bestyrelsesmedlemmer, personale og frivillige er positive overfor de mange fine tiltag. På den anden side ser vi også, at det kan være svært at rekruttere folk til at deltage i de forskellige arrangementer, møder og forberedelserne. Det har give anledning til, at vi i det kommende år vil blive endnu mere afklaret omkring, hvor mange ressourcer vi har mulighed for at lægge i de forskellige tiltag.
Støtteforeningen Sønderborg Kvinde- & Krisecenters venner
Sønderborg Kvinde- & Krisecenter har fået ny støtteforening med det primære formål at skaffe midler til centeret, så vi kan gøre en endnu større forskel for kvinder og deres børn, som er udsat for vold i nære relationer. Året er bl.a. gået med at nedsætte ny bestyrelse i foreningen, rekruttere medlemmer, strategiarbejde samt fastsættelse af vedtægter for foreningen.
Donationer
Igennem 2023 har vi modtaget fondsmidler i forskellige kategorier.
Vi har bl.a. modtaget:
- 50.000 kr. fra Albani Fonden som opfyldte en længe ventet drøm til et Active Floor
- 18.550 kr. fra Kvindekomiteen
- 25.000 kr. OAK Foundation til julehjælp.
- 15.953 kr. fra udsatterådet Sønderborg Kommune
- 12.000 kr. Nordschleswigske Kvindeforening til Fødevarebanken
- 10.000 kr. fra Lions
- 5.000 kr. fra Zonta
- 5.000 kr. fra Føtex (køb af varer)
- 2 x LOKK Feriefonden à kr. 9.900 kr.
- 5.000 kr. fra Sct. Georgsgildet.
En stor tak til alle bidragsydere.
I bestyrelsen er vi taknemmelige for at se, hvordan det gang på gang lykkes for vores mange frivillige i et fælles løft at få vagterne til at fungere.
Det skal I have særlig TAK for. På hver jeres måde bidrager I med tid, ressourcer og overskud til det vidtspændende frivillige arbejde på Krisecentret. Om det er vagter aften, nat, og i weekender eller arbejde i de særlige grupper. Alle mulige tiltag kan kun lykkes med den helt særlige ånd, der hersker i en organisation, der bæres af så mange frivillige kræfter.
Også en stor tak til alle, der på forskellige måder har bidraget til krisecenteret gennem donationer, gaver og andet hjælp.
Uanset om du er en erfaren frivillig eller helt ny, fastansat personale eller leder eller en del af bestyrelsen, har du igen i 2023 bidraget til de store opgaver, vi får udført ved at løfte i flok.
Det er så flot et stykke arbejde, I hver især bidrager med.
TAK
På bestyrelsens vegne
Sanne Vahlun
Bestyrelsesformand