Kompetenceudvalget har i 2019 haft fem medlemmer, som har deltaget i samtlige møder.
Som hvert år er der afholdt følgende obligatoriske kurser:
- Kulturforståelse to gange (23. januar og 4. september) med underviser Lene Sloth
- Brandbekæmpelse to gange (6. februar og 21. oktober) med underviser Jan Petersen
- Tavshedspligt og førstehjælp afholdes sammen, og det blev til en gang i 2019 (8. april). Det planlagte kursus 10. oktober blev aflyst på grund af for få tilmeldte, i stedet oprettede vi et nyt kursus allerede i januar 2020, som havde ca. 14 deltagere. Undervisere på disse kurser er Jonna Hjeds og Lisbeth Matzen
- Aktiv lytning og kriseforståelse to gange (26. marts og 12. november) med Klaus Nybjerg som underviser
Der ligger stikordsreferater fra kurser og foredrag på hjemmesiden med link fra Facebook-gruppen.
De obligatoriske kurser aflyses ved fem eller færre tilmeldinger.
Udvalget har desuden arrangeret tre foredragsaftener og en udflugt:
- 18. februar havde vi besøg af Malene Heise Tramm og to medarbejdere fra Socialpsykiatrien, Sønderborg Kommune. De arbejder under servicelovens paragraf 85 med hjælp til personer med betydelig nedsat fysisk såvel som psykisk funktionsevne. Deres indlæg havde overskriften ”Visitation af kvinder med psykisk diagnose”.
- 28. februar var der Politiaften med Palle Wengelby fra Syd og Sønderjyllands Politi, hvor han orienterede om tilhold og regler herom, om overfaldsalarmer, om kærestevold og videoafhøring af børn.
- 20. maj havde vi inviteret forfatter Karsten Skov til at fortælle om og vise klip fra optagelsen af filmen “Krig og Kærlighed”. Filmen er bygget over hans bog “Knacker”.
Frivillighedsprisen fra Sønderborg Kommune på 5.000 kr. blev anvendt som betaling for billetter til alle frivillige, så de kunne se denne lokale film i Kinorama, Sønderborg. - 28. september gik udflugten til Husum. Vi kørte med bus fra Sønderborg. I Husum gik vi tur i byen, hvor vi besøgte markedet. Senere var vi på havnerundfart i åben båd med guide. Herefter blev vi sejlet til restaurationsskibet Nordertor, hvor vi spiste frokost. På hjemturen var vi på besøg i marsken, i Sønke Nissen Koog, hos væver Birgit Peters, som serverede kaffe og kage for os i sit galleri.
- 23. november deltog 20 frivillige i et heldagsseminar med titlen: ”Grænser, magt og afmagt i det frivillige krisearbejde”. Kursusleder var diakon Conny Hjelm fra Center for Diakoni og Ledelse.
Kurset var delvist sponsoreret af CFSA, Center for Frivilligt Socialt Arbejde, vi betalte kun selv for forplejningen.
Endvidere har Kompetenceudvalget udført og deltaget i andre opgaver og aktiviteter, for eksempel
- Planlægning af aktivitetskalenderen et år frem
- Meddelelser om aktiviteter på Facebook
- Revision af håndbøger, for eksempel blev ”Håndbog for beboere” fornyet på dansk og engelsk 2019
- Administrere overdraget beløb fra foreningens kontingenter