Starten af 2021 var præget af Corona-epidemien, og flere kurser og møder måtte aflyses de første tre måneder. Herefter bestræbte vi os på at få afholdt de obligatoriske kurser. Brandbekæmpelse blev afholdt 2. juni med ni deltagere. Førstehjælp og tavshedspligt 14. juni med 14 deltagere. Herefter kom kulturforståelse 21. september og aktiv lytning og kriseforståelse 12. oktober med 16 henholdsvis 13 deltagere.
En planlagt eventdag på Idrætshøjskolen i august måtte aflyses dels på grund af Corona og dels for få tilmeldte.
I september gik udflugten til Rømø i bus for 22 frivillige. Vi besøgte Naturcenter Tønnisgård, fik kaffe og en “indfødt” guide med i bussen. Turen gik mod nord til Kommandørgården fra 1746, Nationalmuseum, herefter mod syd til Clements kirke. Frokost fik vi i Havneby hos Holms Røgeri. På vejen hjem tog vi en afstikker til Lakolk, hvor vi fik kage/is og kaffe hos Fru Dax.
Offerfonden tilbød et heldagskursus om psykiske forsvarsmekanismer (selvvalgt). Arrangøren fik Corona og måtte i isolation på undervisningsdagen. Aut. psykolog Basim Osman holdt imidlertid et meget interessant foredrag hele formiddagen, hvorefter vi fik brunch på Kjukken.
I december besøgte vi Julemærkehjemmet i Kollund. Børnene viste rundt og forstander Lasse Balsgaard fortalte engageret om hjemmets funktion og idegrundlag.
Kompetenceudvalget, 13. marts 2022
Anne Lene Jessen