Obligatoriske kurser
Brandbekæmpelse blev afholdt 24. januar (9 deltagere) og 10. februar (5 deltagere) med Jan Petersen fra Sønderborg Brand & Redning. Desuden 12. september med Jeppe Michelsen som ny underviser (10 deltagere). Kurset med Jeppe Michelsen er forlænget i forhold til de tidligere kurser, og det følger nu retningslinjer gældende for arbejdspladser.
Førstehjælp var 8. februar med 7 deltagere, underviser var Lisbeth Matzen og 29. september med 11 deltagere. Her var Jeppe Michelsen også ny underviser, også dette kursus er længere end tidligere for at følge retningslinjer for arbejdspladser.
Aktiv lytning, kriseforståelse og konfliktløsning blev afholdt 29. marts med 8 deltagere og 13. oktober med 12 deltagere. Begge gange med Ditte Marie Møller Nielsen.
Kulturforståelse blev afholdt 30. maj i Frivillighedens Hus og 2. november i Krisecentret. Her var henholdsvis 22 og 10 deltagere. Undervisere var Nouhal Abdul Rahman og Iman Ali Kayed fra Sønderborg Kommune.
Tavshedspligt ved Jonna Hjeds blev afholdt 8. februar forud for Førstehjælp med 7 deltagere og 2. november før Kulturforståelse med 10 deltagere.
Andre begivenheder
Den 9. juni var der revyaften med spisning for frivillige. Vi mødtes på Bella Italia til en middag, og derefter nød vi forestillingen i Sønderborg Sommer Revy. Der deltog ca. 40 frivillige. Denne aften var finansieret af opsparede midler fra de frivilliges kontingent gennem årene.
I september var der udflugt for frivillige til Ærø i bus, hvor der deltog 15. Vi sejlede med færgen “Ellen” til Søby og derefter kørte vi i bussen rundt på øen. Først besøgte vi Uldgården og fik shoppet lidt til vinteren. Efter en køretur med et stop ved Voderup Klint og flere dejlige udsigter var der en god frokost hos fru Berg i Marstal. Derfra kørte bussen videre til Ærøskøbing via Kragenæs og Lille Rise, hvor der var kaffe med kage på Købmandsgården.
I oktober holdt vi et forberedende møde med interesserede frivillige med emnet ”Har du erfaring med modtagelse af voldsramte kvinder i centret?” Formålet med denne aften var at samle erfaring til et senere kursus for frivillige, som skulle klæde os på til at modtage kvinder akut i centret. Der deltog 13 denne aften.
Den 19. og 20. november holdt vi et weekend-kursus på Biblioteket Sønderborg med titlen ”Resiliens. Hjælp mennesker gennem modgang i livet”. Kurset var sponsoreret af Center for Frivillige Socialt Arbejde, CFSA, med underviser Ebbe Lavendt. Det var et meget spændende og givende kursus, hvor der deltog 17 personer.
Alt i alt et meget aktivt år med god tilslutning og opbakning fra de frivillige, selv om vi både havde nye undervisere og holdt kursus i en weekend! Tak for det!
Desværre har vi også mistet et mangeårigt medlem, Lise Thorsen, som gik bort den 8. november.
Kompetenceudvalget, 22. marts 2023
På udvalgets vegne
Solvejg Mathiesen Ravn