for Kvindeforeningen Sønderborg Kvinde- & Krisecenter som vedtaget på generalforsamlingen den 22. marts 2023
§ 1. Navn, hjemsted og formål
Foreningens navn: Sønderborg Kvinde- & Krisecenter (KKC)
Hjemstedskommune: Sønderborg
Foreningens adresse: Agervang 5, 6400 Sønderborg
Sønderborg Kvinde- & Krisecenter blev stiftet i 1984. Stiftelseskapitalen var 0 kr.
Foreningen har til formål at virke imod vold mod kvinder i nære relationer og de relaterede kriseforløb, herunder forebyggelse ved:
Stk. 1. At tilbyde aktuelt voldsramte kvinder (samlivsvold) i krise og deres medfølgende børn krisehjælp og midlertidigt husly.
Stk. 2. At den voldsramte kvinde i krise støttes gennem hjælp til selvhjælp.
Stk. 3. At arbejde på såvel et individuelt som et samfundsmæssigt plan for derigennem at gøre voldsramte kvinder i krise opmærksomme på rettigheder, muligheder og forpligtigelser.
Stk. 4. At sprede viden og erfaring for at samfundsforholdene ændres til fordel for voldsramte kvinder i krise og deres børn.
Stk. 5. At give voldsramte kvinder i krise og deres børn mulighed for kulturelle, sociale og kreative udfoldelser.
§ 2. Medlemsforhold
Stk. 1. Optagelse
Som medlemmer kan optages kvinder og mænd over 18 år. Indmeldelse sker ved henvendelse til KKC, på telefon 74420528 eller mail kkc@kvindekrisecenter.dk eller ved fysisk henvendelse på adressen Agervang 5, 6400 Sønderborg.
Støttemedlemskab kan tegnes af personer M/K over 18 år, foreninger og erhvervsvirksomheder.
Som frivillige på Sønderborg Kvinde- & Krisecenter er man forpligtet til at tegne medlemskab.
Stk. 2. Udmeldelse og eksklusion
Udmeldelse finder sted skriftligt til Sønderborg Kvinde- & Krisecenter, senest med 3 måneders varsel til et regnskabsårs udgang, enten på mail kkc@kvindekrisecenter.dk eller ved fysisk brev.
Bestyrelsen kan beslutte at ekskludere et medlem, der ikke opfylder de af medlemskabets lydende forpligtelser eller som handler til skade for foreningen.
Beslutningen kan appelleres til generalforsamlingen, der med 2/3 majoritet af de fremmødte træffer den endelige afgørelse.
Medlemmer, der (trods påkrav) ikke betaler forfaldent kontingent, slettes dog uden videre fra det pågældende regnskabsårs udløb.
Eksklusion eller slettelse på grund af kontingentrestance fritager ikke for kontingentforpligtelsen for det regnskabsår, i hvilket udelukkelsen finder sted.
Stk. 3. Kontingent
Kontingent fastsættes for hvert regnskabsår, der følger kalenderåret, af generalforsamlingen og indbetales til foreningen senest den 31.12.
Stk. 4. Medlemspligter
Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter samt foreningens etiske regelsæt.
§ 3. Bestyrelsen
Stk. 1. Bestyrelsens sammensætning
Bestyrelsen består af 8 medlemmer og 2 suppleanter valgt på den ordinære generalforsamling eller den ekstraordinære generalforsamling. Samt et medlem valgt blandt medarbejderne.
Suppleanter har taleret, dog ikke stemmeret. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand og referent umiddelbart efter generalforsamlingen. Kun kvinder er valgbare til næstformandsposten.
Centerlederen deltager i bestyrelsesmøderne, dog uden stemmeret.
Stk. 2. Bestyrelsesopgaver
Bestyrelsen leder i tæt samarbejde med centerlederen KKC mellem generalforsamlingerne og er ansvarlig for KKC’s drift i henhold til det af generalforsamlingerne vedtagne og godkendte.
Bestyrelsen er centerlederens nærmeste foresatte og sparringspartner.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Indkaldelse til bestyrelsesmøder sker skriftligt med angivelse af dagsorden. Der føres beslutningsreferat over møderne. Alt bestyrelsesarbejde er ulønnet. Såfremt et bestyrelsesmedlem udfører arbejder, der ligger væsentligt uden for bestyrelsesarbejdets naturlige område, kan der honoreres særskilt herfor. Bestyrelsen kan fastsætte nærmere regler herfor.
Stk. 2a. Ansatte
Bestyrelsen ansætter og afskediger centerleder.
§ 4. Generalforsamlingen
Stk. 1. Øverste myndighed
Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.
Stk. 2. Tidspunkt og indkaldelse
Der afholdes ordinær generalforsamling én gang årligt i første kvartal.
Indkaldelse med dagsorden skal være udsendt 1 måned før afholdelsen. Indkaldelse kan ske elektronisk.
Forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingens afholdelse.
Ekstraordinær generalforsamling
Der kan indkaldes til ekstraordinær generalforsamling, som kan afholdes, hvis en enig bestyrelse eller 2/3 af foreningens medlemmer skriftligt fremsender krav herom med angivelse af grund.
Den ekstraordinære generalforsamling skal varsles som den ordinære og afholdes senest 6 uger efter fremsat krav.
Stk. 3. Mødeberettigede
Mødeberettigede på generalforsamlingen er kontingentbetalende medlemmer.
Stk. 4. Stemmeberettigede
Stemmeberettigede på generalforsamlingen er medlemmer. For at være stemmeberettiget skal kontingent være betalt inden generalforsamlingen.
Stk. 5. Gennemførelsen
Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
På den ordinære generalforsamling fremlægger formanden bestyrelsens årsberetning.
Endvidere fremlægges årlige regnskaber til godkendelse.
Kun kvinder er valgbare til formandsposten.
Der foretages valg til følgende:
Udefra: Formand + 3 bestyrelsesmedlemmer samt 1 suppleant.
Indefra: 4 bestyrelsesmedlemmer samt 1 suppleant.
I lige år vælges følgende:
Udefra:
• Formand for en 2-årig periode.
• 1 bestyrelsesmedlem for en 2-årig periode.
• 1 suppleant for 1 år.
Indefra:
• 2 bestyrelsesmedlemmer for en 2-årig periode.
• 1 suppleant for 1 år.
I ulige år vælges følgende:
Udefra:
• 2 bestyrelsesmedlemmer for en 2-årig periode.
• 1 suppleant for 1 år.
Indefra:
• 2 bestyrelsesmedlemmer for en 2-årig periode.
• 1 suppleant for 1 år.
Generalforsamlingens dagsorden skal som minimum indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Godkendelse af dagsorden.
3. Valg af referent.
4. Valg af stemmeudvalg på 3 personer.
5. Bestyrelsens beretning.
6. Godkendelse af regnskaber.
7. Kontingentfastsættelse.
8. Indkomne forslag.
9. Valg til bestyrelsen ifølge vedtægter:
a. valg af formand.
b. valg af bestyrelsesmedlemmer udefra.
c . valg af bestyrelsesmedlemmer indefra.
d. valg af suppleant udefra.
e. valg af suppleant indefra.
10. Eventuelt
Afstemninger afgøres ved alm. flertal – ved vedtægtsændringer kræves dog 2/3 af de afgivne stemmer.
Ved personvalg afgives stemmer på antal personer, der vælges.
Ved stemmelighed kræves omvalg mellem de personer, der opnår lige mange stemmer.
Der kan stemmes ved håndsoprækning, dog kræves der skriftlig afstemning, hvis et medlem ønsker dette.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Der kan kun træffes beslutning om forhold, der er optaget på dagsordenen eller som er indkommet som anført, medmindre samtlige stemmeberettigede er til stede og tiltræder.
§ 5. Regnskaber
Foreningens regnskabs- og kontingentår følger kalenderåret. Driftsregnskabet skal før den ordinære generalforsamling være revideret af en registreret revisor.
§ 6. Tegning og hæftelse
Foreningen forpligtes udadtil ved underskrift af formanden og et bestyrelsesmedlem. Ved salg og pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen dog af den samlede bestyrelse.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de af foreningen indgåede forpligtelser.
For foreningens forpligtelser hæfter alene foreningens formue.
Bestyrelsen sørger for, at foreningens fulde navn oplyses, når der indgås aftaler på foreningens vegne.
§ 7. Ophør eller fusion
Til foreningens ophør eller fusion kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 majoritet blandt samtlige medlemmer. Opnås denne majoritet ikke, indkalder bestyrelsen til en ekstraordinær generalforsamling, på hvilken ophøret eller fusionen kan vedtages med 2/3 majoritet blandt de fremmødte medlemmer.
I tilfælde af foreningens ophør tilfalder erhvervede midler andet arbejde til fordel for volds- og kriseramte kvinder og deres børn eller andet velgørende arbejde.
Denne vedtægt er oprindelig vedtaget på fællesmødet i 1984 og senest ændret på generalforsamlingen den 22. marts 2023.
Sanne Vahlun
Formand