Alle børn har ret til omsorg og tryghed. Et barn skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for fysisk afstraffelse eller anden krænkende behandling (jf. forældreansvarsloven §2, stk. 2).
I 2019 havde 1.192 børn afsluttet et ophold på et krisecenter, heraf havde 61% overværet eller overhørt fysisk, psykisk eller seksuel vold mod deres mor inden for de seneste 12 måneder.
Kilde: LOKK, årsstatistik, 2019
Det er lige så skadeligt for et barn at opleve psykisk vold som at opleve fysisk vold.
Børn, der er udsat for fysik vold, og børn der overværer vold i hjemmet, udviser følelsesmæssige, adfærdsmæssige, sociale og kognitive vanskeligheder.
Typiske tegn og reaktioner på vold mod børn, kan være:
- Psykosomatiske smerter som mave- og hovedpine
- Søvnvanskeligheder
- Overreaktion på pludselige bevægelser og lyde
- Udadreagerende adfærd. Rastløs, urolig, aggressiv
- Indadreagerende adfærd: Stille, viser ikke følelser, tilpasser sig
- Tristhed
- Tilknytningsvanskeligheder
- Tillidsproblemer
- Lavt selvværd
- Angst
- Separations- og dødsangst.
Vold i hjemmet har store konsekvenser for børn, uanset om de er til stede eller ej, når volden sker.
Børn fornemmer mere, end vi voksne tror. De aflæser stemninger, blikke, tonefald og kropssprog.
Det er en ekstrem og truende belastning for et barn at opleve vold i hjemmet.
Uforudsigeligheden i hvornår og hvorfor volden opstår, efterlader et barn i en konstant tilstand af alarmberedskab.
Ofte har barnet ikke talt med nogen om den vold, det oplever i hjemmet. Der er risiko for, at barnet tager ansvar for de voksnes problemer ved at søge fejl ved sig selv, eller at det kommer til at opfatte volden som ”normal”.
De voksnes problemer er aldrig børnenes ansvar.
Kilder: Når livet slår fra sig, 2015 og Vold i familien, 2020
Se også Vold mod børn: Tegn og signaler